august 23, 2023
Vi henvendte os til over 6000 restauratører på tværs af ni markeder for at finde ud af, hvilke råd de ville give til restauratører. Hvis du planlægger at åbne en restaurant, er følgende rigtig godt at vide.
Ejerne på alle markeder var enige om, at opstarten er det sværeste. Der er så mange detaljer, som du skal have styr på, og som ikke har noget at gøre med god mad, f.eks. byggetilladelser, offentlige regler, borddækning og indretning. Men tålmodighed og gåpåmod er nøglen til succes:
“Vær forberedt på at fordybe dig fuldstændigt i branchen. Det er en livsstil, ikke et arbejde.”
“Åbn først restauranten, når alt er HELT klar. Forhast dig ikke!”
“I begyndelsen er alting svært. Men det er vigtigere at komme i kontakt med kunderne.”
Tag en dyb indånding – du er sandsynligvis på den sværeste del af rejsen mod at blive restauratør. Det kan virke hårdt nu, men det vil være det hele værd i sidste ende.
Da vi bad restauratører om at rangere, hvad de brændte mest for, kom kunderne først. Gæstfrihed betyder mere end noget andet – ejerne rangerede det højere end menuen, overskuddet eller de ansatte.
Og ejerne brænder ikke kun for det. De prioriterer det. 42 % af de adspurgte nævnte kundeoplevelsen som svar på et spørgsmål om deres vigtigste prioriteter.
Så det er ikke overraskende, at størstedelen af de råd, vi modtog, drejer sig om at skabe den bedst mulige kundeoplevelse:
“Forestil dig, at du er kunden.”
“Se alt fra kundens perspektiv, uanset om det er bordet eller stolen, du sidder ved eller på, eller oplevelsen ved disken. Kundeoplevelsen får dem til at komme tilbage.”
“Råvarerne og serviceniveauet er ikke den eneste prioritet. Skil dig ud, og giv dine kunder en mindeværdig oplevelse, så de kommer igen.”
“Gør altid det, der gør kunderne glade og tilfredse. I så fald kommer de tilbage, og på den måde opnår du succes!”
Gæstfrihed omfatter alt om, hvordan du får dine kunder til at føle sig tilpasse, fra det øjeblik, de finder din restaurant online, til de betaler regningen. Læs, hvordan denne bedst bedømte colombianske restaurant blev kendt for sin gæstfrihed.
Gæstfrihed handler ikke kun om kundeoplevelsen. Det handler om dine medarbejdere. De bedste medarbejdere leverer den bedste gæstfrihed, så det giver mening, at ejerne havde meget at sige om personalet. Det bedste råd? Sørg for at uddanne dit personale grundigt og på forhånd, så de ved præcis, hvordan de får dine gæster til at føle sig hjemme.
“Fokusér ikke kun på gæsterne, men også på dine medarbejdere. De har hver deres kvaliteter og værdi, der er gode for din virksomhed.”
“Prioriter dine medarbejdere først.”
“Læg fundamentet sammen med dine medarbejdere allerede fra den indledende samtale, så de lige fra ansættelsesdatoen kender dine forventninger og dine nultolerancepolitikker.”
Amerikanske restauranter oplever en personaleudskiftning på helt op til 75 %, men undersøgelser har vist, at det kan hjælpe at oplære medarbejderne og give dem en vej til succes og vækst på din restaurant. Få flere tip om oplæring af personale fra denne café i Mississippi.
Kundernes oplevelse er ikke længere begrænset til det, der sker på din fysiske restaurant. Restaurantgæster interagerer med din virksomhed før og efter deres besøg online via sociale medier og anmeldelser. Når man skal vælge et sted at spise, er anmeldelser generelt den mest pålidelige kilde til oplysninger, næstefter anbefalinger fra en ven.
Pålidelige kanaler til rådgivning om hoteller, restauranter og oplevelser
Venners anbefalinger
Anmeldelseswebsites
Guidebøger
Bloggere og influencere
Dit omdømme er den form for markedsføringsinvestering, der betaler sig over tid:
“Invester meget i markedsføring i starten, så folk ved, hvem du er, og hvad du laver.”
“Lyt til kunderne, og indtag den holdning, at de altid har ret – husk, at det, de opfatter, er virkeligheden. Svar høfligt på anmeldelser, vær ikke defensiv, men vær heller ikke bange for at påpege faktuelle unøjagtigheder.”
“Vær altid opmærksom på alle anmeldelser i forhold til, hvad der kan forbedres. Og hold ud!”
Har du brug for inspiration til at komme i gang med dine anmeldelser? Klik her for at se vores bedste tip til at svare.
Som ny ejer kan det være uoverskueligt at gøre alt, hvad der er menneskeligt muligt, for at få restauranten i gang. Men de fleste af rådene gik på at opfordre nye ejere til at fokusere på en lille, kvalitetsdrevet menu og kundeoplevelsen som den bedste måde at opbygge et godt omdømme på.
“Kvalitet er den bedste reklame!”
“Gå efter kvalitet, og stol på dit produkt. Hvis du kan det, så kommer gæsterne.”
“Sats på kvaliteten af dine ingredienser frem for alt.”
Da vi spurgte ejerne om, hvilken slags mad de eksperimenterede med i 2020 og frem, fokuserede de på bæredygtige, sunde kostvaner – mad, der trives med kvalitetsråvarer fra lokale gårde.
Mens din kundeoplevelse og dit køkken er vigtige byggesten til en succesfuld restaurant, må du aldrig glemme den “forretningsmæssige” side af restaurationsbranchen:
“Hvis du er kok, kan du være den bedste kok, der findes, men uden gode ledelsesmæssige færdigheder får du svært ved at holde din båd oven vande.”
“Spor dine nøgletal dagligt, ugentligt og månedligt.”
”I dag udvikler restaurationsbranchen sig på et marked, hvor der er så meget konkurrence. Du skal først spørge dig selv, hvem målgruppen er, og derefter lægge en strategi for at nå ud til og tilfredsstille dem.”
“Lær først om rentabilitet og grundlæggende forretningspraksis – det vil på sigt være en større hjælp for dig end kreativitet.”
Der er ingen, der går ind i restaurationsbranchen for at blive revisor eller markedsføringsmedarbejder, men ofte er det præcis, hvad en restauratør skal være.
Restaurationsbranchen er fuld af op- og nedture, men alle de ejere, vi spurgte, sagde, at de ikke ville bytte det for noget.
“Det er meget sværere, end det lyder, eller du kan forestille dig. Men når det er med kærlighed, hengivenhed og opmærksomhed, er resultaterne så givende.”
“Tro på drømmen, og hav viljestyrke.”
“Du kan altid appellere til alle, men hvis du udfører dit arbejde med passion, vil kunden forstå, værdsætte og betale dig. En restaurant er ikke en diamantmine, men stedet, hvor hjerte og sjæl forenes i mødet med ekstraordinære smagsoplevelser.”
Restauratører gør så meget for deres kunder og deres lokalsamfund. Vil du vide mere om, hvordan Tripadvisor kan støtte din virksomhed?